En Sang fra Palestina

Poeten Samih al-Qasim uttrykker frustrasjonen og tapperheten til det okkuperte, innestengte og kjempende palestinske folket.

Samih al-Qasim: Tale til Sejrherrerne

Om jeg fortaber retten til mit brød,
om jeg skal sælge min skjorte og min seng
og arbejde som stenhugger
eller bærer eller gadefejer,
om jeg skal gøre rent i Jeres varehuse
eller rode i affaldsbunker efter føde
eller sulte
og segne om,
I får mig dog ikke
I fjender af mennesket,
til det sidste
holder jeg ud.

Stjæl, om I vil, hver en strimmel af mit land,
spær min ungdom ind i fangehuller,
riv mit arv til Jer,
brænd mine bøger,
kast min mad ud til hundene,
spred Jeres net af terror
over min landsbys tage,
I fjender af mennesket,
I får mig dog ikke,
min modstand får I,
til det sidste
holder jeg ud.

Om I slukker flammen i mine øjne,
om I fryser alle kyssene på mine læber til,
om I fylder mit fødelands luft med læspede eder
eller kvæler min klagesang,
forfalsker mine penge,
fjerner smilet fra mine børns ansigter,
om I bygger tusinder af mure
og spidder mit blik i ydmygelsen,
I får mig dog ikke,
I fjender af mennesket,
til det sidste
holder jeg ud.

Fjender af mennesket,
i alle havne er signalerne rejst,
overalt i luften er der vinkende hænder,
sejlene ser jeg på horisonten,
de strider sig frem,
Odysseus har sat kursen hjemad
fra glemslens vande,
solen stiger, mennesket kommer,
og ved mennesket, det savnede og genfundne,
sværger jeg: I får mig ikke,
til det sidste
holder jeg ud.


Oversat af Erik Stinus

---